Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse: Fodboldbossen

Ulrik Forsom, 06. oktober 2016 klokken 12:43 (Fodbold)

Journalisten Adam Møller Gomaa har skrevet bogen Fodboldbossen – tæt på Superligaens sportschefer, der udkom sidste fredag på Byens Forlag.

Bogen går, som titlen antyder, tæt på en række af Superligaens sportslige ledere. Blandt andet har FC Midtjyllands Claus Steinlein, Randers FC’s Ole Nielsen og AaB’s Allan Gaarde bidraget til bogen.

Adam Møller Gomaa har skrevet en bog, der kommer rundt om ganske mange aspekter ved jobbet som øverste sportslige ansvarlig for en fodboldklub i toppen af dansk fodbold, og det lykkes ganske godt for ham. Som han selv skriver i sin indledning ønsker han at finde ud af hvornår jobbet er lort og hvornår det er lagkage. Med det udgangspunkt tager Gomaa os rundt bag kulisserne i dansk fodbolds magtcentre og lader bosserne selv udtale sig om forskellige emner, lige fra hvordan de er endt i jobbet som sportschef og til hvordan det er når jobbet er hårdt og krævende og når klubbens fans er imod ens blotte tilstedeværelse.

Bogen er en fodboldbog, men der er ikke meget ”græs” i bogen som Martin Davidsen og Sebastian Stanbury ville sige. Det vil sige at det er ikke en bog, der handler om tacklinger, mål og kampreferater, men det er heller ikke bogens formål. Det er netop formålet at give et kig ind i et liv som alle fodboldfans har en holdning til, men som de færreste har en viden om. Ofte tænker man jobbet som sportschef som et job, der pågår i de to transfervinduer, men Gomaa viser at det er et job der kræver mellem 50-70 timer om ugen, som Ole Nielsen udtaler i bogen. Nielsens arbejdsuge er ikke væsensforskellig fra de øvrige chefers arbejdsbelastning, men det er interessant nok forskelligt fra klub til klub, hvordan arbejdsopgaverne er udformet. Fælles for dem alle er det dog at det er bosserne, der står i skudlinjen, når der skal tages hårde beslutninger i form af kontraktophævelser, trænerfyringer eller pressekritik. Claus Steinlein er ganske åbenhjertig om den uge, hvor Glen Riddersholm sagde sit job i FC Midtjylland op, ligesom han fortæller om hvordan det gik til at Rasmus Lynge Christensen ikke fik en kontrakt i FC Midtjylland selvom han var i top tre over de bedste akademispillere de har haft i FC Midtjylland.

Bogen rummer altså en række interessante indblik i livet som sportschef i dansk topfodbold og jeg synes at Adam Møller Gomaa rammer vinklen rigtigt godt. Han formår at gøre bogen let tilgængelig, selv når det er ret indviklede økonomiske betragtninger der bliver skrevet om, og hans måde at bygge bogen op på er rigtig fin. Hvert kapitel er emneinddelt, men han lader de forskellige chefer komme til orde i hvert kapitel. På den måde lykkes han med at få givet indtryk af hvor forskelligt jobbet som sportschef er for Carsten V. Jensen i FC Nordsjælland i forhold til Jens Andersson i AGF eller Claus Steinlein i FC Midtjylland. Samtidigt er det spændende at læse om hvordan hverdagen er forskellig for Ole Nielsen i Randers FC i forhold til da han var i SønderjyskE og Viborg FF.

Generelt følte jeg mig ganske godt underholdt ved bogen, på trods af at det ikke er de helt store ting der bliver afsløret undervejs. Det er altså ikke en bog, der kommer til at frembringe kontroversielle citater i tabloidpressen, men det er til gengæld en bog, der kan læses med stor fornøjelse af både fodboldfans og af folk der ikke interesserer sig et hak for fodbold, men som gerne vil vide hvordan en stor forretning fungerer. Det giver Adam Møller Gomaa nemlig et ganske godt indblik i og det er således en bog der skal have varme anbefalinger med på vejen herfra.

Fodboldbossen - Tæt på Superligaens Sportschefer er skrevet af Adam Møller Gomaa og er udgivet på Byens Forlag. Den udkom den 30/9/2016.