Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse: Europa Cup Onsdage- Som jeg husker det

Ulrik Forsom, 03. maj 2016 klokken 10:26 (Fodbold)

Jesper B. Korndal har bedrevet et stykke fodboldlitteratur som er lidt ud over det sædvanlige. Det er nemlig hans forhold til fodbold igennem livet, serveret som lyrik. Det lyder måske lidt mystisk, og sandt at sige er jeg ikke den store kender af lyrik og prosa, men Jesper B. Korndals værk "Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det", er faktisk ikke alene usædvanligt, det er også langt hen ad vejen ganske vellykket. 

Man følger forfatterens opvækst, og vandren gennem livet gennem forskellige digte, der i opdelte kapitler fortæller om oplevelser på stadion, på tv-skærmen, på ferier og om hans personlige forhold til diverse spillere og klubber. Man fornemmer i nogle af digtene oprigtig glæde og skuffelse både som entusiastisk barn og som mere afdæmpet voksen. Et af mine favoritdigte findes i starten af bogen, hvor Korndal fortæller om vinteren 89/90 og om en snerydning med sin far. Digtet viser hvordan man i 89/90 kunne glæde sig over at se "Serie A højdepunkter og kakao på kontoret". 

Det skal være sagt med det samme. Det her er en speciel bog og en speciel måde at se fodbolden på. For undertegnede tog det lidt tid at forstå måden digtene var sat op på, men jeg må indrømme at der faktisk er en ganske fin rød tråd i værket. Det er tydeligt at Jesper B. Korndal er en person, hvis kærlighed til fodbolden har præget hans opvækst. Han viser sider af sig sin egen opvækst, som det førnævnte citat om højdepunkter og kakao viser, men han har også mere almene betragtninger af klubber og spillere som de tog sig ud op igennem 80'erne og 90'erne. Man bliver således præsenteret for de spillere, klubber og personligheder, der var kendetegnende for den tidsperiode som digtene strækker sig over. Det er tydeligt at især italiensk fodbold ofte var på programmet, men også tyske spillere som Rudi Völler, Pierre Littbarski samt selvfølgelig danske Morten Olsen og franske Eric Cantona bliver taget under kærlig lyrisk behandling. Når det er sagt må jeg dog indrømme at det ikke er alle digte, der falder i min smag men det er vel netop det stærke ved lyrikken som genre? Nogle af digtene rammer plet hos mig, men ikke hos andre og omvendt. Måske husker jeg ikke situationen digtet referer til eller også har det bare ikke den betydning hos mig som hos forfatteren. 

Den barnlige glæde som forfatteren viser i begyndelsen af værket slutter med et andet af mine favoritdigte i slutningen af bogen med følgende korte bemærkning: "Omkring årtusindeskiftet skete der en ændring af mig af fodbolden af tingenes tilstand og kærligheden til spillet vil for altid være med bagud skuende fortegn"

Det digt viser at fodbolden har ændret sig for vores forfatter, der ikke længere ser fodbolden i det samme lys som tidligere. Jeg har talt med mange om denne ændring af fodbolden og er sikker på at rigtigt mange jævnalderende vil kunne nikke genkendende til de betragtninger som Jesper B. Korndal fremkommer ved igennem sine digte; det var bare bedre i gamle dage. 

"Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det" er, som allerede nævnt, ikke en fodboldbog i gængs forstand, men jeg vil alligevel give den varme anbefalinger med på vejen. Læs den som det det er; lyriske strøtanker fra en fodboldnostalgiker med bagudskuende fortegn. Men læs den og lad jer blive mindet om både store spillere og oplevelser, som Jesper B. Korndal husker dem. 

 

Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det er skrevet af Jesper B. Korndal og er udkommet på Forlaget Davidsen