Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse af: Kunstneren - Jeg er Iniesta

Ulrik Forsom, 26. august 2017 klokken 13:08 (Fodbold)

I foråret udkom Andres Iniestas selvbiografi Andres Iniesta – Kunstneren på dansk. Det er forlaget Peoples Press, der har udgivet den vævre midtbanespillers selvbiografi. Det er dog ikke en selvbiografi som vi normalt kender dem. For Iniesta har ikke selv skrevet den. Det har de to journalister Marcos Lopez og Ramon Besa. Det er de to, der sætter Iniestas ord ned på papiret.

Det er derfor også en bog, der nok er lavet af Iniesta, men som samtidigt i højere grad fungerer som en biografi og ikke en selvbiografi. Det der gør den selvbiografisk er dog, at det er Andres Iniesta, der har godkendt alt det der står i bogen.

Hvad står der så i bogen? Det er faktisk et interessant spørgsmål. Der står for så vidt ikke noget alvorligt alarmerende. Intet der bryder billedet af Iniesta som en god fyr, der drives af en lyst til at spille god fodbold. Alle der udtaler sig i bogen har noget pænt at sige om den lille Barcelona-spiller. Og det bliver næsten for meget af det gode for denne anmelder. For det gør bogen ret uinteressant, medmindre man er meget stor fan af Andres Iniesta.

Man hører i bogen alt om hans oplevelser som lille dreng. Om hvordan han kom til La Masia og led af hjemve. Man hører om venskabet med de øvrige Masia-drenge som eksempelvis målmanden Victor Valdes. Man hører Valdes, Guardiola og en række andre rose Iniesta for sit talent. Man hører om målet mod Chelsea i Champions League og man hører om hans mål for Spanien i VM-finalen 2010.

Som sådan er der meget fodbold i bogen. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at kende Iniesta godt nok. Eller at bogen i hvert fald tegner et meget skønt billede af Iniesta og dennes karriere. Der bliver nemlig ikke sat mange dømmende fingre i bogen. Ingen genovervejelser, fortrydelser eller lignende. Og det virker bare ikke troværdigt for mig. Det er muligt at det er det sande billede af Iniestas karriere, men det virker bare for kedeligt. Der mangler simpelthen en god historie i Iniestas karriere – trænere han ikke brød sig om, uvenskaber på banen eller i privatlivet, dommerskøn der bliver sat i negativt lys. Den slags ville pynte på historien, der som den er fremstår relativt ensformig og stillestående. For ikke at sige at den faktisk virker utroværdig. For der er næppe en spiller på Iniestas niveau som ikke kan sige noget negativt om dette eller hint. Det kommer bare ikke frem i bogen.

Man skal derfor læse denne bog, hvis man er stor fan af Iniesta. Ellers vil jeg anbefale at man bruger tiden på bedre bøger. 

Andres Iniesta: Kunstneren - Jeg er Iniesta er udgivet på forlaget Peoples Press den 21. april 2017 og kan købes i boghandlen nu.