×

Tak for dit besøg

Vi håber du er glad for hvad vi laver her på Sofabold, samt at du vil give os et like på Facebook som en lille påskønnelse for vores arbejde her på siden.

Hvis du er RIGTIG glad for Sofabold, er du også velkommen til at dele, så andre også kan få glæde af os.

Ligemeget hvad, så påskønner vi dit besøg!

 

Sofabold.dk

Det bedste overblik over LIVE sport på TV.

Hent i App Store Nu på Google Play
Hent i App Store Nu på Google Play

Anmeldelse: Ærkerivaler - Europas vildeste opgør

Ulrik Forsom, 14. april 2016 klokken 20:30 (Fodbold)

Malte L. Nørgaard debuterer i dag som forfatter, når bogen "Ærkerivaler - Europas vildeste opgør" udkommer på forlaget Turbine. Og lad det være sagt med det samme; det er en debut som Malte L. Nørgaard kan være fint tilfreds med.

Igennem bogens 216 sider kommer han bag om en række af Europas vildeste rivalopgør indenfor fodboldens verden. Han tager os med rundt til så forskellige steder som Stockholm, Glasgow og ikke mindst Newcastle til diverse lokal- og rivalopgør. Han gennemgår ikke opgørenes historik slavisk og fra ende til anden, men han kommer alligevel under huden på opgørene når han interviewer både tidligere danske og udenlandske spillere, der har mærket opgørene på egen krop, og i de fleste tilfælde får man også en fin historisk forståelse for hvorfor netop disse opgør er blevet så intense. Visse steder drejer det sig om religion og andre steder er det politik der har indflydelse på opgørenes eskalering gennem tiden. 

I enkelte kapitler virker det dog som om forfatteren fortaber sig i enkelte spilleres historie, som for eksempel i kapitlet om Feyenoord-Ajax, hvor der bruges ganske lang tid på Johan Cruyffs historie og knap så meget på opgørene mellem de to store hollandske klubber, så her kommer man ikke helt ind i opgøret på samme måde som man gør det i for eksempel det første kapitel om opgørene mellem Sunderland og Newcastle United, der er et af mine personlige favoritkapitler i bogen. 

Kapitlerne er dejligt korte og overskuelige, og med fine billeder der illustrerer fansiden eller intensiteten i opgørene. Et fint billede fra opgørene mellem Inter og AC Milan pryder bogens bagside, og giver et fint indtryk af stemningen til Derby della Madonnina. 

Et enkelt kritisk punkt trænger sig dog på og det er selve udvælgelsen af opgørene. Jeg er med på at forfatteren, ligesom bogens læsere er danske, men jeg finder det alligevel trættende endnu engang at sidde med en bog om de vildeste opgør i Europa og så læse om Brøndby IF-FC København, når store opgør som Nordderby mellem HSV-Werder Bremen blot er nævnt i det ellers meget fine korte kapitel bagest i bogen, hvor 21 øvrige opgør ganske kort er beskrevet og  især når man tænker på at Manchester-derbyet blandt andre slet ikke er medtaget i bogen.

Nuvel jeg forstår, som nævnt godt den danske vinkel, den skæmmer som sådan heller ikke bogen og man genoplever trods alt Sibosiso Zumas fine saksespark samt andre gyldne øjeblikke fra New Firm, men man kunne godt have ønsket sig andre opgør medtaget til en forandring.

Hvor om alting er, så er bogen ganske læseværdig og kan klart anbefales til alle der har en interesse i ærkerivalopgør i fodboldens verden. Her er med garanti masser af minder og for de fleste også en ukendt detalje eller to at muntre sig med. Herfra er der blot tilbage at ønske rigtig god læselyst.

 
 "Ærkerivaler - Europas vildeste opgør" udkommer i dag (14. april) på forlaget Turbine.