Sofabold.dk

Den faste læser på bloggen vil vide, at der er ét emne jeg finder mere interessant end andre. Og her tænker jeg selvfølgelig på ungdomsfodbolden. At se talenter udfolde sig, og være en del af deres spæde start på (fodbold-)livet, er en enorm motivationsfaktor for mig, såvel som det også er det for en masse dygtige ungdomstrænere i Danmark. Vi, trænere, vil rigtig gerne træne så meget som muligt, og med skole, fritidsinstitutioner og andre aktiviteter i den lille familie, kan det være svært at tilpasse den ønskede træningsmængde som vi trænere har, med den realiserede træningsmængde som spilleren oplever det. Det er en dualisme, der består i alle breddeklubber verden over, og som man heller ikke kan sige sig fri for i diverse elitemiljøer.

Særligt har bidraget fra nyopstartede talentskoler, talentakademier og andre samarbejdsaftaler mellem kommune, skole og eliteidrætsorganisation, været stort og helt klart med til at skubbe træningsiveren i den positive retning. I hvert fald rent mentalt, hvor spillere nu har decideret skemalagte træningsseancer, og hvor skole, fritid og venner derefter bliver tilpasset. Problemet er bare fysikken, hvor man på sigt kan opnå store konsekvenser for den enkelte spiller, der ikke kender sine egne fysiske begrænsninger.

I dag har vi alle de omkringliggende faktorer for gundstige elitemiljøer på plads. Til eliteungdomsspillere er mentaltrænere, styrkelokaler, træningsbaner af højeste kvalitet, tilpassede transportordninger, topmotiverede fodboldtrænere og endda også specialtrænere i ét væk, samt fysiske trænere. Og netop sidstnævnte burde måske få endnu mere indflydelse, end de har i dag.

For problemet i eliteungdomsfodbold er, at spillerne ikke får tid til at være veludvilede og til at restituere. Musklerne skal have tid til at komme sig oven på hårdt arbejde – dette er ikke til diskussion.

At ungdomsspillere er træningsergærige er der snart sagt ikke megen tvivl om. Hvis det stod til dem, kunne de træne de samme gentagelser om, og om igen, hele tiden. De er træningsparate i mental forstand, men på fysikken halter det.
Min personlige påstand er lidt den, at forældrenes stræben efter fysisk aktivitet i aftentimerne eller i fitnesscentrene smitter af på børnene: børnene vil også være aktive, når de kommer hjem fra skole, og dette er uanset sportsligt niveau.

Ulempen ved dette er blot, at vi lever i dag i en tid, hvor forældrer hyppigere bliver erklæret for ”træningsnarkomaner”, som ifølge flere forskere kan sidestilles med alkoholisme og narkomani i form af de stoffer vores krop udskiller ved disse maniske tilstande.

Der er én dansker, der forsker i træningsafhængighed, nemlig Mia Beck Lichtenstein. Hun er adjunkt og Ph.d.-studerende ved Psykologisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun forsker i øjeblikket i, hvorledes træningsafhængighed hos voksne kan påvirke kroppen i fysisk og psykisk forstand.

Ifølge Mia Beck Lichtensteins foreløbige undersøgelser er der fem procent af de voksne, der dyrker sport, kan være træningsafhængige i en sådan grad, at det er skadeligt for dem. Og det er ikke dér skoen trykker for mig, idet voksne mennesker kan tage vare på sig selv, og stort set selv er ansvarlige for deres eget ve og vel. Børnene til disse forældre, derimod, er langt fra selvstændige individer, der kan agere, som de selv vil. Og da børn, nærmest per definition, er letpåvirkelige, kan en sådan træningsafhængighed hurtigt vinde indpas.

Mia Beck Lichtensteins forskningsprojekt handler ikke udelukkende om elitefodboldmiljøer, men om børn og unges træningsvaner i almindelighed. Hvorfor inddrager jeg så hendes forskning i denne blog? Jo, fordi man skal tænke på, hvad det er vi giver børnene med videre, når de ikke har slået igennem som topatlet inden for deres sportsgren. Også inden for fodboldens verden.

Når træningen er det vigtigste i éns liv, ligegyldigt hvilken sportsgren man dyrker, går det også udover éns sociale liv og éns psyke i almindelighed, hvorfor det utvivlsomt vil påvirke vedkommende hårdt, når man bliver vraget grundet manglende sportslige kvalifikationer. Man tilsidesætter simpelthen venner, skole, familie og sikkert flere, for at passe sin træning igennem mange ungdomsår, hvor samme symptomer sagtens kan være de samme, når barnet bliver ældre og kommer ud i den ”virkelige verden” uden for sportsverdenen. Netop dette, hører man tit mange tidligere topidrætsudøvere sige, når de stiller remedierne på hylden.

Og har et barn været plaget af træningsafhængighed, kan det selvsagt få store konsekvenser i voksenlivet. For netop ovenstående tendenser, som man lærer i barndommen, tager man sig med ind i voksenlivet, hvilket kan føre til et dårligere liv fysisk, psykisk og socialt, sammenlignet med børn, der ikke har været præget af træningsafhængighed. Samme træk, man i øvrigt ser hos ludomaner.

Betyder den aktuelle forskning så, at man skal lukke alle talentcentre i fodbolddanmark? Nej, slet, slet ikke! Det betyder blot, at de lokalt forankrede voksne ansatte i elitemiljøerne skal holde øjne og ører åbne, hvis de oplever træningsafhængighed hos deres elitespillere. Der er ingen tvivl om, at flere trænere vil smile, når deres ungdomsspillere går ud og selvtræner et par timer før eller efter endt træningspas med resten af holdet. Men udover, at man gør spilleren en bjørnetjeneste på kort sigt i form af manglende restitution, gør man helt sikkert spilleren en bjørnetjeneste på lang sigt i form af de dårligdomme, som man giver spilleren med videre i voksenlivet.

Fodbold- og elitetræning i almindelighed er overhovedet ikke en sort-hvid verden. Slet ikke. Og der er ikke på noget som helst punkt, hvor man kan sige at noget er bedre, end noget andet. For det hele handler om de forudsætninger, vi træffer vores valg på som ungdomstrænere og forbilleder or de unge topatleter. Samtidig handler det om, at vi som ungdomstrænere tænker over tingene. Både før, under og efter endt træningssession.